1 dag tilbage...

Kære søde danskere

Alting har med tiden sin ende, og nu er det snart tid til at vende tilbage til DK. Idag er min sidste dag i Brasilien inden jeg imorgen tidlig starter den lange rejse hjem mod dk.
Siden torsdag er tiden bare fløjet afsted, da jeg har sørget for at fylde min sidste uge med at hygge med alle dem jeg holder af, samtidig med at der jo også skulle siges farvel.

I fredags havde skolen "festa de junina" som er en traditionel fest i juni måned her i Brasilien.
Festa de junina er en gammel tradition på gårdene her i Brasilien.
Sankt José bliver fejret, samtidig med årets korteste dag. Her drikker man en form for gløgg, samtidig med at man bygger et stort bål og hygger med dem omkring sig. Dvs. at det minder enormt meget om Sankt Hans.

Min klasse samt nogle lærere 

Der ud over så er man klædt ud som "caipira" som er små kjoler lavet af ternet stof, samt støvler og fletninger. Drengene har ternet skjorte, cowboybukser og en hat på.
Til skolefesterne er det meget normalt at alle klasserne har hver deres dans, så det havde min klasse jo også er der var jeg selvfølgelig med. Det var super sjovt, og en vildt hyggelig aften.

Her ses jeg i fuldt caipira tøj

Pigerne, og jeg, med Dannebrog

Udover at der blev danset, så kunne man ellers købe en masse snacks og mad som skolen/min klasse solgte. Jeg tilbragte det meste af aftenen med folk fra min gamle klasse, da min nuværende klasse havde for travlt med at sælge ting.

Ana Flávia og jeg

Lørdag var jeg en tur i Bebedouro sammen med min mor og søster, her blev der ellers hygget med en god omgang is. Resten af dagen var meget stille og rolig herhjemme.
Lørdag aften var jeg ude med nogle venner fra min gamle klasse. Vi var taget på Colinas pizzaria/restaurant for at lave noget afskedshygge. Der kom en del som jeg ikke havde set længe, så det var jo også bare vildt hyggeligt at se dem igen.
Senere på aftenen tog vi videre til en fest, en af mine veninders 18 års, det var som altid super hyggeligt.

Pigerne fra den gamle klasse

Arthur og jeg

Igår kørte min familie og jeg til Monte Azul hvor vi spiste lækker frokost på et churrascaria (kød/grill restaurant). Derefter kørte vi ud til deres chácara hvor vi ellers fik hygget lidt. Min far åbnede en masse kokosnødder til at sidde og spise. Jeg vil dog lige råde jer til ikke at spise for meget frisk kokos. Det er nærmest ren olie og medfører godt ondt i maven.. Men! Det smager jo godt!

Da vi om eftermiddagen kørte hjem igen, blev jeg sat af ved min 2. værtsfamilie. Vi havde aftalt at jeg lige skulle komme forbi og hygge lidt, inden jeg tager hjem til DK.
Jeg tilbragte derfor det meste af aftenen sammen med dem, og det var bare SÅ skønt! Der blev snakket en masse, jeg fik hygget med min mindste søster, Mariana, og vi fik set en film. Det var selvfølgelig ikke så sjovt at sige farvel til dem, men jeg glæder mig allerede til at se dem engang om et par år.

Idag siger kalenderen at jeg kun har en dag tilbage inden jeg tager hjem, men det synes jeg jo ikke helt at der kan passe.. Den sidste måneds tid har Facebook og Instagram været fyldt med billeder af alle mine venner der er taget hjem, men imorgen er det min tur.
Jeg har endnu ikke pakket alle mine ting, så det kommer dagen idag til at gå med. Jeg krydser fingre for at jeg kan få alle mine ting pakket ned, men det er altså ikke nemt at pakke et år ned i 23 kg...

Imorgen starter rejsen ellers, og det bliver jo bare helt vildt mærkeligt. Jeg er overbevist om at når jeg lander i Frankfurt så kommer jeg til at indse at jeg rent faktisk er på vej hjemad.
Jeg skal mødes med den samme gruppe som jeg rejste med i august, så det bliver jo vildt hyggeligt.
Hele rejsen er ca. 30 timer lang fra at jeg forlader Colina og til at jeg ankommer i Holstebro.
Jeg starter i Rio Preto hvor Kathrine og jeg rejser sammen til São Paulo, her skal der så skiftes lufthavn og vi har ni timers ventetid. Derefter en 12 timers flyvetur fra São Paulo til Frankfurt, hvorefter vi har 1,5-2 timers flyvetur hjem til KBH og til sidst en køretur hjem til mormor og morfar i Holstebro.
Det bliver en laaaang tur men forhåbentlig kommer den til at gå uden problemer.

Næste gang at jeg får skrevet på bloggen, så kommer det til at ske hjemme fra DK. Selvom jeg ikke er klar, så kan I tro at jeg bare glæder mig helt vildt meget til at komme hjem!
Jeg er sikker på at det lige bliver lidt mærkeligt de første par dage, men derefter kan det jo kun blive godt.

Vi ses snart, DK!

Knus

Tanker fra en udvekslingsstudent

Kære alle jer derhjemme

Idag er der under 2 uger til at lander i DK, noget jeg længe har set frem til men samtidig kan jeg mærke hvordan nervøsiteten stiger jo tættere vi kommer på..
Et par dage inden jeg tog afsted til Brasilien, kan jeg huske den dræbende nervøsitet jeg rendte rundt med i maven. Frygten for at tage afsted til et sted man ikke kendte på nogen måder, snakke et nyt sprog og leve i et nyt land med en ny kultur. Jeg følte mig slet ikke klar til at tage afsted inden d. 9/8-2016 dvs. selve dagen hvor jeg tog afsted.
Med mindre end 2 uger tilbage i Brasilien kan jeg mærke hvordan nervøsiteten vender tilbage, samtidig med at tankerne popper op i hovedet.
Jeg føler at mit år er slut, men samtidig så føler jeg ikke at jeg snart skal hjem. Jeg har opfyldt alle mine mål for dette år, samt oplevet meget mere. Jeg har fået tre fantastiske familier + masser af venner, lært et nyt sprog, ny kultur og et nyt land at kende. Samtidig formåede jeg at forlade komfortzonen i august, og i løbet af 10,5 måned har jeg fået et nyt liv her i Brasilien.

Udveksling var en kæmpe beslutning, som jeg måske ikke helt var 100% sikker på dengang jeg tog den. Men nu hvor mit år snart er slut så er jeg så taknemlig for at jeg har fået denne her helt vildt fantastiske mulighed !

Noget af de sværeste ved at tage afsted i et år, det er når vennerne/familien ikke lige heeeelt forstår hvad det altså er at man går igennem.
"Nåh ja, men det er vel bare en tur/eller udveksling", men det er det altså "ikke bare lige".
At forlade alt det man kender, kan være noget af det mest skræmmende at gøre.
Det kan godt være at jeg har postet en masse lækre billeder på de sociale medier, men livet er ikke altid så sukkersødt.

Året har budt på en masse udfordringer, hvor jeg har fået testet mig selv men samtidig også lært mig selv bedre at kende. Det kan godt være at jeg har fået det til at lyde som om det har været det nemmeste år nogensinde, men sådan har det ikke altid lige været.
De første 4 måneder kæmpede jeg med det portugisiske sprog, og jeg var SÅ tæt på bare at give op. Men så kom det lige pludselig, og idag er jeg flydenede så det er jo mega fedt !
Der kommer også tider hvor man føler sig så enormt ensom, og bare har lyst til at tage hjem igen. De fleste har det svært omkring jul og nytår, men der klarede jeg det forholdsvist nemt. Jeg følte ikke at det var jul fordi der var 45 grader, og samtidig havde jeg min nordøst tur at se frem til.
Jeg blev dog for alvor ramt af noget ensomhed/hjemve i marts måned, og følte bare at der var alt for lang tid inden jeg skulle hjem igen.
Colina er en forholdvis lille by, dvs. der er ikke så mange ting at lave, jeg har derfor brugt utallige dage på at kede mig. Derfor har jeg sørget for at fylde mit år med rejser, og det må man sige at jeg fik gennemført, haha !

Når jeg tænker tilbage på de sidste 10,5 måned så kan jeg slet ikke tro at det alt sammen kun er sket på så kort tid. Tiden hernede går alt for hurtigt, og nu er tiden virkelig ved at løbe ud ..
En af de skræmmende tanker ved at komme hjem er lige netop begrebet om tiden. Rotary fortæller os hele tiden at vi skal forberede os på hvordan det bliver når vi kommer hjem, for de siger at det føler som om at intet har forandret sig. Passer man så stadig ind iblandt vennerne, familien osv. hvis så meget alligevel har forandret sig ?

Noget jeg virkelig har lært i løbet af dette år, det er at kigge bort fra de negative ting. F.eks. når hjemveen har været der, så går det hurtigere væk hvis man forsøger at lave andre ting så man glemmer det. I stedet for at fokusere på de negative ting i livet, så er det jo bedre at bruge energien på de positive ting og nyde dem mens man stadig har dem.

De kommende 2 uger kommer til at gå med at få sagt farvel til det hele hernede, familierne, vennerne, kulturen osv.
Maven består pt. af en mixet cocktail af følelser. På den ene side glæder jeg mig helt enormt meget til at komme hjem igen, til at se alle og bare at være hjemme. Der er mange planer forude med livet, og jeg glæder mig til at vende tilbage til htx og til at starte på kørekortet. Jeg glæder mig også rigtig meget til at vende hjem til et koldere klima, haha !
Samtidig så ved jeg jo ikke hvornår jeg kommer tilbage i Brasilien igen, noget der gør mig helt vildt trist. Det er specielt mine familier jeg er ked af at skulle sige farvel til.
Det bliver mærkeligt at komme hjem til DK og bare være en dansker, haha, der passer jeg jo ind i mængden. Her skiller jeg mig nemt ud, samtidig så er jeg jo den danske udvekslings student med de blå øjne og "blondt" hår.

Drømmeboblen fyldt med rejser, søde mennesker, fed kultur og varmt klima er tæt på at briste, og det er tid til at tage hjem igen.

Vi ses snart DK, og jeg glæder mig !

Knus

Foz do Iguaçu

Hej derhjemme !

I sidste uge kom jeg hjem efter endnu en lille tur. Denne har jeg været et smut forbi en af mine venner (Jan) som bor i Cascavel, Paraná (syd) sammen med en af mine veninder (Thea). 

Jan og Thea er begge tyskere og de er også udvekslings studenter igennem Rotary. Thea og jeg kender hinanden da vi er i samme distrikt, og vi er alle tre blevet rigtig gode venner på vores tur til Nordøst Brasilien. 

Cascavel er noget større end min by Colina, men stadigvæk ikke en stor by ifølge brasilianerne. Der er dog alligevel ca. 300.000 indbyggere, så for os danskere er det en stor by, haha. 

Men det betød jo også at der var nogle forskellige ting vi kunne lave.

De første par dage hyggede vi os ellers bare sammen, og fik udforsket lidt af byen. Om dagen spiste vi en masse is, snacks og gik meget. Om aftenen hyggede vi os enten med en film, eller fandt en bar hvor vi ellers fik tilbragt aftenen. 

Thea, Jan og jeg 

Vi fik spist en god omgang açaí

Vi var også med til et Rotary møde om onsdagen. I deres klub mødes de hver onsdag til frokost, hvor der ellers bliver snakket osv. Til dette møde skulle Natascha (Mexico) også lave sin præsentation omkring sit hjemland, på portugisisk selvfølgelig, og det var super hyggeligt. 

Her får jeg klubbens vimpel af præsidenten i klubben.

Som sagt før er Brasilien jo et kæmpe stort land, men samtidig er der en stor blanding af en masse kulturer. I nordøst har man flere afrikanere og indianere, da der både er regnskov men det var også der slaverne blev sendt til for mange år siden. 

I min region er der mange muslimer og portugisere. Men den sydlige del bliver kaldt for mini Europa og det er der en god grund til. Jo længere syd på man kommer finder man flere fra Tyskland, Portugal, Spanien og England men også fra Japan. 

Kulturen nede sydpå er derfor også anderledes ift. hvor jeg bor, men den minder os lidt mere om den danske måde at leve på. 

En klar forskel er helt bestemt vejret, da der nede sydpå til tider kan blive koldt. I gennemsnit minder deres vejr generelt mere om det danske vejr med mere regn, kulde men samtidig også dage med sol. 

Der er også klart flere mennesker dernede med blondt hår og blå/grønne/grå øjne, fremfor resten af Brasilien. 

Byen Cascavel og generelt infrastrukturen sydpå er også langt bedre, og det føles mere sikkert. 

Udover alle tingene ovenfor så var der jo en god grund til at vi var taget hele vejen til Cascavel, det ligger nemlig kun 1,5 time væk fra Foz do Iguaçu. I weekenden havde vi derfor planlagt en lille tur til Foz. 

Hvis ikke I allerede kender Foz do Iguaçu så er det kendt for verdens største vandkraftværk og de fantastiske vandfald, som både er verdens største og en af verdens syv vidundere. 

Byen ligger også lige på grænsen til både Paraguay og Argentina, så der er mange der tager dertil for at shoppe, da man kan få alt bare lidt billigere. 

Da vi ankom til Foz om lørdagen valgte vi at køre direkte til Paraguay, som bare ligger på den anden side af broen. 

Noget af det der overraskede mig mest var hvor nemt det var at se at man var kommet til et nyt land. De to lande ligger helt enormt tæt, men der er en klar forskel. I Paraguay var alt bare mere rodet og kaotisk. Personerne så anderledes ud og de snakker et andet sprog (spansk og nogle gange en blanding af spansk og portugisisk). Men det var sjovt at se den store forskel så hurtigt.

Kan I fornemme hvor kaotisk der var ?

Grænsebyen Ciudad del Este på grænsen mellem Paraguay og Brasilien, er primært en by folk tager til for at shoppe. 

I Brasilien er alle mærkevarer (tøj, elektronik osv.) helt enormt dyrt. Derfor tager brasilianerne nemlig til Paraguay for at shoppe, så det gjorde vi jo selvfølgelig også.
Politiet er, mere eller mindre, fuldstændigt ligeglade med hvad, og hvor meget, folk de køber. Man ser derfor gerne en hel familie komme slæbende med nye fladskærme over broen.
Senere på dagen kørte vi også en tur til Argentina. Både for at se hvordan det så ud derovre, men også for at få endnu et stempel i passet.

Søndag var dagen vi havde set længe frem til, og som blev proppet med alle de fede aktiviteter.
Vi startede med at tage ud for at se Itaipu der ligger på grænsen til Paraguay. Itaipu er verdens største vandkraftværk/vanddæmning, og er bygget i samarbejde med Paraguay for at forene de to nationer.
Det er et helt enormt sted, men helt vildt imponerende.
Her tog vi på en panoramisk rundtur hvor der ellers blev forklaret og fortalt historier imens vi kørte rundt.

Thea, Jan, Pedro, Fabiana og jeg

Sjov og spas med mine søde tyskere

Efter at vi havde tilbragt nogle timer ved Itaipu, gik turen videre for at se på cataratas de Foz do Iguaçu, nemlig vandfaldene.
Her tog vi en bus for at komme længere ind i nationalparken, man kunne så ellers vælge hvornår man hoppede af bussen eftersom der er mange aktiviteter, trekkings og udkigspunkter i området ved vandfaldene.
Vi valgte den mere ikoniske rute med 2 km gåtur hvor man ellers kommer forbi alle vandfaldene.

Dette er det første udkigspunkt man kommer til

Da vi stod her sagde Thea "det er godt nok noget mindre end jeg troede", det viste sig så at det her kun var en lille smagsprøve på hvad der ventede os.

Da vi så endelig kom frem til de ikoniske vandfald, var vi slet ikke i tvivl om hvorfor disse vandfald netop er så specielle.
Det havde regnet dagen forinden hvilket betød at vandfaldene var endnu flottere pga. det ekstra vand fra regnen. Vi var der på en lidt overskyet da, så på afstand lignede vandfaldene bare en kæmpe sky. Til gengæld var der jo ikke ret mange mennesker pga. manglende solvejr, men det var jo bare positivt for os.

Bag mig kan I fornemme hvordan vandfaldene blot ligner en stor sky på afstand.

Cataratas de Foz do Iguaçu er verdens største vandfald, som ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Det består af mellem 150-300 vandfald (alt afhængende af hvor meget det regner) og en bredde på 2,7 km.
De fleste af vandfaldene er i Argentina. Hvis man ser vandfaldene fra den argentinske side kan man se ned i Garganta do Diabo hvilket betyder djævlens gab på dansk. Djævlens gab er der hvor vandfaldene skaber en runding. på billedet nedenunder kan I på afstand se Garganta do Diabo.

Pedro, Jan, Thea og jeg midt i regnskyen

Billederne  ovenover er taget ud på platformen som går over vandfaldene. Derefter kan man tage en elevator op for at få den panoramiske udsigt over vandfaldene, og man kan samtidig komme tættere på dem.

Efter vores vilde tur til vandfaldene tog vi hen til Parque de Aves. Dette er Latinamerikas største fuglepark, og den ligger heldigvis lige ved siden at nationalparken.
Her var der en masse forskellige eksotiske fugle som vi kunne kigge på. Vi havde dog ikke så meget tid derinde, så vi skyndte os hen til tukanerne og papegøjerne.
Her blev man ellers lukket ind i et stort bur med 30-40 papegøjer som ellers fløj rundt over hovedet, det var ret vildt !
Vi fik også set en tukan helt tæt på og taget billeder med en papegøje.

Man får jo helt lyst til et nyt kæledyr, haha

Derefter var det desværre tid til at sætte kursen tilbage mod Cascavel, og forlade det smukke område ved Foz.
Den oprindelige plan var at jeg skulle være hjemme mandag aften, men dette skete altså ikke da mit fly blev aflyst pga. tåge. Jeg kom derfor først afsted tirsdagen morgen, og jeg var endelig helt hjemme i Colina sent om aftenen.

Jeg har lavet endnu et album fyldt med billeder fra rejsen:
https://goo.gl/photos/gp3EVaC7EvHWfKKT7

Nu er der jo kun ved at være en måned til at jeg skal hjem, helt præcist er der imorgen en måned til at jeg hopper ombord på flyveren.
Efter at jeg er kommet hjem fra vores lille tur, føler jeg mig mere klar end nogensinde til at komme hjem til DK igen. Jeg føler at nu har jeg ligesom fået det bedst mulige ud af mit udvekslingsår. Jeg har rejst så meget som overhovedet muligt, lært et nyt sprog, ny kultur og en masse fantastiske personer at kende.
Jeg er overbevist om at den næste måned nok skal gå hurtigt, men samtidig så går jeg hver eneste dag og tænker at nu er jeg en dag tættere på at komme hjem.

Men indtil da så må I have det godt, og nyde den danske sommer !

Knus

9 måneder

Kære søde jer

Igår var det d. 10/05-2017, det betyder dermed at jeg nu har været i Brasilien i 9 måneder, vildt ikke?!
I anledningen af min månedsdag med Brasilien, tænkte jeg at jeg lige ville skrive et lille indlæg til jer derhjemme.

Her går det jo som altid godt. Det begynder lige så stille at gå op for mig, "shit (!!) jeg skal jo også hjem til DK igen på et tidspunkt". Det giver mig lidt ondt i maven når jeg tænker på det, men det er jo kun en god ting, ikke ?
Jeg glæder mig selvfølgelig VILDT meget til at se jer alle sammen igen, det bliver sindssygt godt. Men på den anden side så vil jeg jo helst ikke forlade mit liv hernede. Med mit liv mener jeg mest af alt mine tre helt fantastiske familier.
Jeg minder hver dag mig selv om hvor mega heldig jeg har været med mine familier. Jeg kender utallige af udvekslings studenter som ender i familier som de uheldigvis bare slet ikke kan fungere sammen med.
Det har jeg bare overhovedet ikke prøvet, da alle mine tre familier har været sindssygt fantastiske ! De er tre meget forskellige familier, og minder ikke rigtig om hinanden på nogle punkter. Men alle tre har taget mig ind i familien som deres egen datter/søster, og givet mig kæmpe mængder af kærlighed og støtte igennem hele året. Det synes jeg bare der er sindssygt fedt. Mine familier er helt klart det jeg kommer til at savne aller mest når jeg vender hjem til DK. Idag er de ikke bare én familie, idag er de nemlig en del af min familie.
Jeg håber at jeg kan gøre det samme som min egen mor gør. Nemlig at jeg om 30 år stadig har kontakt med mine familier og at jeg kan komme og besøge dem, så de kan lære mine børn at kende. Dét er endnu en vildt fed ting ved at tage på udveksling, det er nemlig at komme tilbage igen.

Nå ! Nok med alt det sentimentale, og tilbage til at fortælle om hvad jeg render rundt og laver.
Siden sidst har jeg jo haft travlt med at lære min "nye" værtsfamilie at kende, for det er nemlig en stor familie.
Forrige weekend tog vi ud til min families chacára hvor den ellers stod på churrasco hele dagen. Her kommer utallige familie medlemmer, og nogle gode venner. Her blev der ellers spist god mad, snakket, spillet guitar osv. hele dagen, og det var bare super hyggeligt !
Det er en super sød familie, og de er super interesserede i at høre omkring Danmark og min familie. Hver gang jeg viser billeder af min mors kurve mm. bliver der sagt "ih" og "åh", og "nej hvor er de smukke", for de ER jo vildt smukke mor !

Min nye familie

Jeg har desværre også døjet med noget sygdom siden vores tur til Minas Gerais (det er heldigvis gået over nu). Jeg har derfor haft mange dage i sengen, og et par dage hvor jeg har haft fri fra skole.

Torsdag i forrige uge fik jeg fri fra skole, da mine forældre tog mig med til Ribeirão Preto. De skulle til Agrishow, som er et kæmpe event der minder enormt meget om Landsskuet i Herning (Landsskuet er selvfølgelig bare bedre).
Imens de var til Agrishow droppede de mig af ved Ribeirão Shopping, hvor jeg ellers mødtes med min 1. værtssøster. Her tilbragte vi ellers hele dagen sammen hvor der bare blev råhygget, det var så skønt at tilbringe noget tid sammen med hende igen !

I biffen med min søster Ana Flávia

Siden sidst besluttede min familie sig også lige for, at de da blev nødt til at købe endnu en hund, den ide havde jeg selvfølgelig slet intet imod.
Vi kørte derfor til São José do Rio Preto en af dagene, for at købe en lille skumfidus.

Min søster, Carol, og vores søde lille hvalp

Endnu en lille pels tot til familien

Han har dog desværre ikke fået noget navn endnu, da det åbenbart er alt for svært at vælge et navn. Jeg har dog, indtil flere gange, tilbudt at finde et dansk navn til ham som f.eks. Jørgen, Holger, Bent (eller hvad ellers de kunne have rigtig svært ved at udtale) men den var de ikke helt med på.
Men sød dét er han i hvertfald, selvom han er en lille bandit !

Hele sidste weekend blev tilbragt i Rio Preto. Der var nemlig distrikts konference, så vi var alle inviteret til weekenden over.
Distrikts konference er når hele distriktet (Interact, Rotary, Rotex, udvekslings studenter osv.) bliver samlet. Her havde de ellers planlagt en hel weekend i bedste Rotary maner, og det blev faktisk super hyggeligt !
Hele lørdag havde Rotex (tidligere udvekslings studenter) arrangeret churrasco for alle udvekslings studenterne, der var også nogle af de kommende udvekslings studenter inviteret.
Her tilbragte vi ellers hele dagen med hinanden, og det var bare sindssygt hyggeligt ! Der blev snakket en masse, spist noget godt kød, badet i poolen, danset, spillet guitar/ukulele osv., det var SÅ godt !
Om aftenen stod den på stor middag sammen med 200 andre Rotary personer. Hele aftenen var der masser af taler, overrækkelser af priser osv. Selve aftenen var ikke så spændende for os, men vi hyggede os da bare med hinanden.

Som I nok kan se er dette en rigtig god veninde fra distriktet, Margaux fra Frankrig 💙

→ Garrett & Maddilyn (USA), Thea (DE) og Kathrine (DK)

Alle udvekslings studenterne i distriktet samt guvernøren, chairman og indbound koordinator

Søndag startede vi ud med en prøve i portugisisk, nogle havde ikke helt set frem til denne prøve. Her var der ellers en grammatik del og en lyd del, hvor vi ellers bare skulle prøve vores bedste.
Rotary vil jo bare gerne se om vi kan snakke sproget nogenlunde, eller om vi er helt håbløse. Det er jo ikke fordi at de kan sende os hjem, hvis vi f.eks. dumper prøven.
Jeg tror det gik godt i størstedelen af prøven, der var noget grammatik jeg aldrig havde lært så der måtte jeg gætte mig lidt frem.

Resten af dagen stod den ellers på flere taler, et "talk"show hvor der blev snakket ud udveksling og der blev opfordret til hvordan man kunne forberede sin Rotary klub mm.
Vi kom også gående ind med vores flag, delt op i landende, med vores blazer på, og hold nu op hvor gik folk amok ! Der blev hujet og heppet, og taget tonsvis af billeder !

(Dårligt billede) men her kommer jeg gående med Dannebrog

Efter "indmarch" blev vi ellers pænt bedt os om at sætte os ned på gulvet, da de ikke havde nok stole til os (typisk Rotary her i Brasilien). 

Derefter kom der den ene tale efter den anden, samt en masse billeder af os. 

Efter det havde vi ellers bare tid til at hygge os lidt med hinanden. Det var sidste gang vi så Hannah og Garrett fra USA, da Hannah er rejst hjem idag og Garrett gør det d. 17/6. 

Den 18/6 skal vi igen mødes, og denne gang er det altså for good inden vi alle sammen rejser hjem igen. 

Ellers så har den jo bare stået på endnu mere skole, og det er stadigvæk forfærdeligt kedeligt. Nogle dage er godt nok RIGTIG lange.... 

Jeg er også igang med at planlægge en tur til Foz de Iguazu sammen med en god veninde, Thea (DE), fra distriktet. Vi skal ned og besøge en god ven fra vores nordøst tur, og ellers primært en tur til Foz de Iguazu. 

Jeg glæder mig HELT VILDT meget, da det jo er et af de syv vidunderne i verden, samt et utroligt smukt sted ! 

Indtil da må I have det godt derhjemme i Danmark. 

Jeg sender mange varme knus hjem til DK, hvor jeg håber at I efterhånden er blevet ramt af noget varmere vejr. 

Vi er gået i koldere tider hvor vejret minder mere om dansk sommer, og det er SÅ lækkert ! 

Knus

2 måneder tilbage ...

Kære venner og familie

Sidst jeg skrev handlede det om min tur til Amazonas, og som I nok kunne fornemme så var det bare en helt vildt fantastisk tur !
Det er dog allerede ved at være 2 uger siden at jeg er kommet hjem, og jeg vil nu gerne indrømme at sige at der er sket forbløffende meget på de to uger.

Jeg kom hjem fra Amazonas mandag aften, hvor min værtsfar hentede mig hos en veninde i São José do Rio Preto. Det var hyggeligt at komme hjem til familien igen, og jeg kunne godt mærke at jeg havde været savnet.
Næste dag blev hurtigt lidt presset, og det var der en god grund til. Rotary mente nemlig at jeg skulle have en tredje familie, hvilket de havde fortalt mig to dage inden jeg rejste til Amazonas. Derfor var det blevet planlagt at jeg skulle flytte om tirsdagen. Jeg synes godt nok at det var lidt forhastet, da jeg ikke engang nåede at være hjemme i 12 timer inden jeg skulle ud af døren.
Men sådan var det jo nu engang. Derfor fik jeg lov til at blive hjemme fra skole, så jeg kunne få pakket alle mine ting sammen og smide noget, af det jeg ikke skulle bruge, ud.
Min gamle værtsmor er noget bekymret for hvordan jeg dog nogensinde kommer hjem til Danmark med alt den baggage, men det må vi jo snart begynde at finde ud af !

Klar til ny familie !

Efter 3 rejser er min blazer ret fyldt 👌

Min nye værtsfamilie er enormt søde, og de har været super gode til at tage imod mig.
Mine nye forældre, Xerxes og Mônica, er et tandlægepar, og min værtsfar er den bedste tandlæge i byen. De er kendt for at have mange penge, og det må jeg indrømme at de har.
Min værtsfar arbejder enormt meget, så ham ser jeg ikke altid lige meget. Min værtsmor arbejder knap så meget som tandlæge lige pt., men har en masse andre ting at arbejde med.
De har to piger, den ene har været på udveksling (USA) og den anden tager på udveksling til august (USA). Den ældste, Isabella - 22 år, bor ikke hjemme. Hun bor i Uberlândia hvor hun studerer arkitektur.
Den mindste, Carolina - 16 år, bor hjemme sammen med mig. Hun skal til Michigan efter sommerferien, så er i fuld gang med at forberede alle de ting der nu ellers skal ordnes.
Jeg har det allerede rigtig godt med Carol, og hun er bare vildt sød. Det er ret fedt at have en "lille"søster som skal på udveksling, for det giver os enormt meget at spørge om. Nu har jeg jo næsten været igennem hele mit år, så hun spørger mig om en helt masse ting.
Jeg har også fået en ny hund i min nye familie. Denne gang er det en Pomeranian, han hedder Tommi og han er bare SÅ sød !

Tommi 💙

Vi bor lige pt. i deres gamle hus, som ligger i centrum af Colina. De er dog igang med at flytte ind i deres nye hus, som ligger i samme nabolag som min gamle familie.
Det er her min værtsmor bruger alt sin tid med indretningsarkitekter, installere alarmer/kameraer osv. Selve huset er bygget, nu skal alle de små ting bare installeres og fixes.
Det er et kææææææmpe stort hus !! Jeg krydser fingre for at jeg får mulighed for at bo der lidt, for det er bare et mega lækkert hus !
Men f.eks. så i tv-stuen har de en tv-skærm der kører ned oppe fra loftet, og surround sound. Der er det største walk-in-closet jeg nogensinde har set, udendørskøkken og kæmpe pool. Det lyder jo ikke dårligt, vel ?
De har længe arbejdet på at kunne flytte ind, men nu håber de efterhånden at det snart er klar.

Min nye familie ejer også et chácara i Monte Azul. Et chácara er et sted hvor man tager hen i weekenderne, her er der plads til at lave churrasco, bade i poolen, spille fodbold osv. De har et ret stort chácara, samt en lille frugtplantage.
De tog mig med derud for at vise stedet, og det er bare et vildt hyggeligt sted. Jeg glæder mig til at vi skal derhen i weekenderne !

Det har været lidt nemmere at skifte familie denne gang, fordi mit portugisiske er forholdsvist godt. Jeg har selvfølgelig stadig en gringa (udlænding) accent, men folk synes bare at jeg er sød at høre på når jeg snakker.
Men jeg forstår næsten alt hvad min familie siger til mig, og kan også svare på næsten det hele. Så det er jeg faktisk enormt stolt over, hvis man tænker på at jeg slet ikke har haft nogen form for undervisning. Det har kun været med hjælp fra familierne og ellers min egen lyst.

I sidste uge var jeg endnu en tur til Minas Gerais (torsdag-søndag). Det var min 1. familie der havde inviteret mig med på en mini-ferie til Pouso Alegra (MG), for at besøge noget familie.
Det var bare super hyggeligt, og enormt dejligt at tilbringe noget tid med den familie igen. Jeg ser jo stadig min mor næsten hver dag på min skole, men det var længe siden at jeg havde set min far.

I biffen og se Skønheden og Udyret med min 1. værtsmor og søster

Ude og spise med min gamle familie, vi mødte lige en veninde af familie

Brownie/strawberry-cheesecake, jeg lavede denne kage til familien

Dog nåede jeg at blive syg imens vi var i Minas, og det har jeg nu døjet med en uges tid.
Jeg fik mig en god forkølelse, som bare har hængt godt på. Jeg har tilbragt meget tid i sengen den sidste uge, og har ikke været specielt meget i skole. Men efter at jeg kom på noget stærkere medicin, så er det blevet noget bedre.

Den sidste måneds tid har været lidt proppet med ting, men fremover kommer det til at gå meget stille og roligt.
Siden jeg ankom har jeg altid tænkt "nu er der kun 2 måneder og så skal jeg til Pantanal, Nordøst, Amazonas mv.", nu er det lidt anderledes da det næste der sker er at jeg tager hjem, altså hele vejen hjem til Danmark..... what ?!
Det er jo helt vildt at jeg nu kun har lidt over to måneder tilbage af min udveksling, 2 måneder til at jeg skal mødes med min gruppe i São Paulo og så skal vi ellers rejse hjem til KBH.
I august tænkte jeg "jeg klarer aldrig det her", men nu er vi snart ved enden og jeg er her stadig.
Jeg har det dog lidt blandet med at jeg skal hjem snart.

De næste to måneder kommer kun til at gå med skole, hvilket bliver helt enormt kedeligt, og noget jeg føler at jeg ikke har brug for. Samtidig så gælder det jo bare om at få fyldt weekender med familie hygge, venner osv.
Det jeg kommer til at savne mest ved Brasilien, er helt klart mine tre fantastiske familier. Jeg kender enormt mange udvekslings studenter som er endt i nogle dårlige familier, eller har haft enormt mange problemer med deres værtsfamilier. Der må jeg nu indrømme at jeg godt nok har været sindssygt heldig med mine tre familier. De er vidt forskellige, men fantastiske på hver sin måde. Det rører mig når de introducerer mig som deres datter, eller fortæller hvor stor en del af familien jeg er.

Samtidig må jeg indrømme at det ikke er venner jeg har flest af hernede. Brasilianske unge er enormt barnlige, hvilket jeg har det rigtig svært ved. Jeg snakker bedst med folk der er mindst 5 år ældre end mig selv, til tider 10 år ældre.
Dem på min egen alder opfører sig tit som 12-årige, hvilket jeg synes er enormt svært.
I 2016 gik jeg jo i en anden klasse, hvor jeg til sidst havde det rigtig godt. Men de flyttede alle sammen til andre byer for at starte på college, hvilket betød at jeg skulle i en ny klasse.
Selvfølgelig har jeg venner hernede, jeg har bare ikke mange tætte venner, hvilket er rigtig svært.
Jeg tror også at det er derfor jeg har det så godt med mine familier, fordi jeg simpelthen vælger at tilbringe så meget tid med dem.

Men jeg glæder mig jo rigtig meget til at komme hjem til Danmark, det kan jeg slet ikke skjule. Det bliver enormt godt at komme hjem til min familie, mine venner og generelt bare være hjemme.
Jeg glæder mig til at vende tilbage til HTX, og til at starte på mit kørekort.
Så som I nok kan fornemme så har jeg allerede en masse planer for hvad jeg skal lave når jeg kommer hjem.
Samtidig har jeg lovet mine familier hernede at jeg nok skal komme tilbage igen om et par år, sammen med mine forældre. Det glæder jeg mig allerede til !

Jeg håber at I alle har det godt derhjemme i kulden. Her går vi for alvor den brasilianske vinter i møde, og vi har nogle koldere nætter nu og mere regnvejr. Jeg jubler og danser dog hvergang det er lidt koldt, for så kan jeg nemlig gå rundt i strømper og hættetrøjer !

- Knus

Amazônia 2017

Kære venner og familie

Som I jo allerede har hørt lidt om, så var jeg for et par uger siden en tur i Amazonas. Det var en tur jeg havde set frem til længe, og noget jeg sent vil glemme. Det var min tredje, og sidste, tur.
Selve turen var 9 dage lang hvor vi startede med 2 dage i Manaus og derefter 6 dage på Rio Negro floden.
D. 8/4 fløj jeg til Manaus, sammen med en gruppe fra mit distrikt, vi mødtes i Manaus sammen med hele gruppen. 66 udvekslings studenter, fra hele verden, var vi på turen.

Vores første dag i Manaus startede med en citytour. Her så vi ellers Teatret i Junglen, hvilket er en af de flotteste og ældste bygninger de har i Brasilien. Vi tog også et smut forbi det kendte fiskemarked i Manaus, hvilket var et fedt sted!

Teatret i Junglen

Gruppebillede med alle udvekslings studenterne på turen.
Her kan man også se hvordan kuplen på teateret er det brasilianske flag.

En helt speciel ting jeg elsker, nemlig de brasilianske vandmeloner

Efter vores tur rundt i byen, var det tid til at køre lidt væk fra Manuas.
Her kørte vi ud til en lille by, hvor vi skulle bo på et lille bitte hotel ude midt i ingenting. Dette område er kendt for at være et af de smukkeste områder i Amazonas.
Den første aften skulle vi ud på en nat trekking. Her havde vi ellers iført os lange bukser og smurt os ind i en masse insekts spray. Vi startede med at gå ad nogle mudrede stier, det var fedt at gå rundt i junglen i totalt mørke og lytte til alle insekterne og de andre dyr der nu ellers var der.

Efter en lang gåtur ankom vi til et vandfald, samt nogle grotter. Her gik vi ellers igennem vandfaldet og ind i grotterne, hvor der var fyldt med flagermus. De begyndte jo hurtigt at flyve rundt om hovederne på os, hvilket var en lidt vild oplevelse. Her gik vi ellers rundt i den lille flod, og ellers iagttog vi bare flagermusene.
Derefter gik vi langs floden ned til et andet vandfald, hvor vi her fik lov til at bade i det iskolde vand.

Her ses vandfaldet inden fra grotten (som var fyldt med flagermus)

Derefter gik turen såmænd bare hjemad til hotellet. Her var der om aftenen et danseshow med traditionel dans fra Amazonas, hvilket var fedt. Efter showet hev de os med op, så vi kunne danse sammen med dem.

Dagen efter, efter morgenmad, gik vi en tur ned til nogle vandfald. Her kunne vi ellers nyde de flotte vandfald, og tage nogle billeder. Nedenfor vandfaldet var der en naturlig pool hvor vi kunne bade og hoppe i. Det var iskoldt med super fedt !

Omkring frokost kørte vi så ellers tilbage til Manaus, her kørte vi direkte til Rio Negro og ned til vores både. 

Dagen forinden havde vi haft en quiz, når man svarede rigtigt på et spørgsmål kunne man så ellers skrive sig på en af listerne til bådene. 

Vi havde 4 både, 3 til at bo på og en til restaurant, de hed Bicho Preguiça (dovendyr), Anaconda og Jacaré (krokodille). 

Jeg boede på Bicho Preguiça sammen med 21 andre udvekslingsstudenter og Milena, vores monitor fra Belo. 

Øverste etage på båden var området til at slappe af.
Her tilbragte vi næsten alt vores tid med spil, musik og andet hygge. 

Bagenden af vores båd, her hang vi ellers vores flag. Kan I spotte Dannebrog?

I stedet for at remse op hvad vi lavede hver eneste dag på floden, så bliver det mere blandet med billeder og ellers hvor jeg fortæller. 

Det var jo en helt særlig måde at rejse på, men det var også det der var meningen. 

Når ikke vi havde aktiviteter var vi på vores båd. Her havde vi toilet/bad, højtalere, spil, snacks mv. Man var altid omgivet af nogle andre personer, det eneste tidspunkt man kunne være 100% alene var i badet eller på toilettet. 

Om aftenen tog vi ellers vores hængekøjer frem, og så blev de hængt op på kryds og tværs. Her fik vi et tæppe og en pude, og sådan sov vi.

Sådan ser det ud når 23 personer sover på begrænset plads, hyggeligt var det !

Jeg havde regnet med at min ryg ikke kunne klare det, men jeg sov helt fantastisk godt ! Det var vildt fedt at ligge og lytte til junglen når motoren var slukket, og der var kulsort omkring en. 

Til de tre daglige måltider lagde bådene så ellers til restaurantsbåden og så spiste vi i hold. Her hoppede man ellers fra den ene båd til den anden. 

Man skulle jo tro at på en båd, midt på Amazonas floden, at der ville maden ikke var god, men det kan jeg lige love jer for at den var ! 

Brasiliansk mad er kendt for ikke at være yderst spændende, for det meste er det faktisk rigtig kedeligt. Men 5 køkkendamer formåede i en uge at lave fantastisk mad til os, 3x om dagen plus dessert til både frokost og aften, det er da for skønt ! Jeg er yderst imponeret over hvordan de har formået det, da der kun var et mikroskopisk køkken og begrænset plads på båden. 

Når vi så ikke spiste, sov, spillede kort eller hørte musik, så var vi jo ude og udforske Amazonas på bedste vis. Hvergang vi havde aktiviteter tog vi afsted i nogle små både, som gjorde det muligt at komme helt tæt på. 

Disse små "kanoer" gjorde det muligt at komme tæt på land, samt dovendyr, piranhas etc.

Her fik vi ellers besøgt en indianerstamme en af de første dage. De fremviste en masse traditionelle dans, samt fortalte omkring historien af deres stamme osv. Det var ret imponerende og fedt at se ! 

Vi blev også budt op til dans, hvorefter vi blev malet i ansigterne. 

En af de andre dage besøgte vi et samfund midt i skoven. Her besøgte vi skolen, snakkede med dem og spillede nogle fodboldkampe mod dem. 

Zoey (USA) sammen med en sød lille pige fra indianerstammen

Amazonas gemmer jo på en helt masse forskellige ting. Naturen er helt anderledes, samt et hav af dyr. I løbet af turen fik vi hilst på nogle forskellige dyr.

Vi tog en aften ud for at spotte Jacarés, hvilket var ret fedt ! Vi var fordelt på små både, hvor vi hver havde en guide med. Når de ellers havde spottet en jacaré tog de den "bare" med hænderne. 

Derefter blev der givet nogle informationer om dyret, samt instruktioner til hvordan vi skulle holde den. Ellers giv på runde med at få taget billeder med det lille væsen. 

Den jacaré vi fik fat på var ca. 1 meter og 4 år gammel. Da de ikke var bundet om snuden gjaldt det jo om at holde godt fast. 

Det levende dovendyr bliver sammenlignet med vores bamse fra vores båd

Bicho Preguiça (dovendyr). Dovendyret er et meget specielt, men imponerende, dyr. 

Som I nok kan se har de nogle gevaldigt store kløer, men denne var meget sød og rolig. Der findes to typer, de aggressive og de mere dovne, her havde vi heldigvis fat i den dovne type ;) 

Senere samme eftermiddag tog vi hjem til en flink fyr, han havde en "lille" anakonda slange som kæledyr. 

Denne anakonda tilhører deres region, hvor den lever forholdvist vildt. De sørger for at den både får mad, men også at den tilbringer tilstrækkeligt nok tid i vandet samt solen. 

Den var ikke blevet fodret inden vi kom på besøg, så den var lidt stresset. Men normalt bliver den serveret med en levende høne, hvorefter den så dræber og spiser den. 

Et vildt imponerende dyr, som vi allesammen havde vildt meget respekt for. Jeg har aldrig været vild med slanger, så det var en smule grænseoverskridende. Men han holdt fast om hovedet, så slangen ikke ville prøve at kvæle os - betryggende .... ikke ?

En semi tam anakonda slange

Jeg ser mere komfortabel uden end jeg var 😓

Som I nok kan se var 5 piger ikke helt tilfredse med at skulle holde en slange ...

Vi var også ude og svømme med lyserøde floddelfiner i Rio Negro. Som I nok kan se er de ikke alt for kønne, men de er søde og bløde !
Vi fik lov til at "svømme"/fodre dem, imens vi kunne røre dem. De var enormt legesyge og meget nysgerrige overfor os.

Vores 2. sidste dag tog vi en længere tur ind i junglen. Her fik vi en guidet tur rundt, sammen med en mand som har boet i Amazonas hele livet, ind i junglen.
Han viste, og forklarede, os en masse træer, planter, urter osv. der kunne bruges som medicin. Han har i hele sit liv brugt af medicinen fundet i planter, og har aldrig været på et apotek eller hospital.

Vores søde lille guide

Medicin mod dårlig mave. Vi fik lov til at smage,
og jeg kan hilse at sige at det ikke smager godt ..

Man følte lidt at man bare gik rundt i cirkler, da alle områderne inde i skoven ligner hinanden rimelig meget. 

Men Randers Regnskov har da været gode til at efterligne, hva ? 

En sød lille tucan, dette er en af de mindste af racerne

Imens vi boede på bådene, sov vi jo i hængerkøjer hver eneste aften. Men den sidste aften blev det tid til en ny udfordring, vi skulle nemlig ind og sove i junglen.
Iført, i lange bukser/trøjer/strømper, lukkede sko samt masser af insektspray, samt med hængekøjen under armen begav vi os ind i junglen.
Det var dog ikke lige så råt som jeg måske kan få det til at lyde. Da vi ankom til sovepladsen viste det sig at vi havde små "hytter", så vi kunne få tag over hovedet, samt en bålplads.
Resten af aftenen sad vi ellers omkring bålet og sang, snakkede og hyggede os med hinanden. Om aftenen kunne vi falde i søvn til regnskovens lyde, samt lyden af en masse regn.

Udover at se på søde dyr, svømme i floden og spise god mad, så lavede vi jo også en masse andre forskellige ting. Vi lærte en helt masse ting omkring selve Amazonas skoven, indianerne og deres mad. Vi blev præsenteret for nogle forskellige specialiteter i Amazonas, flere af dem havde vi dog allerede prøvet før.

Tapioca er en specialitet fra nordøst Brasilien

Klatring i açaí træet

Vi var ude og besøge en gård, hvorpå de laver tapioca og açaí. Vi fik en udfordring som lød på at klatre op i træet og tage nogle açaí bær med ned. Det lyder måske nemt, men helt nemt var det altså ikke.
Mange kunne ikke engang komme ½ meter op, nogle nåede til midten og andre nåede helt op i toppen. Jeg formåede at komme over halvvejs, men måtte desværre give op. Det var ret sjovt at prøve, og ham der ejer gården klarede det selvfølgelig lynhurtigt.

Som en afslutning på vores tur, var der blevet planlagt noget særligt.
Vi fik 2 små træer hver, og så skulle vi plante dette træ sammen med en ven. Når man planter træerne sammen skulle man få et livslangt venskab.
Grunden til at man fik to træer var både hvis man havde lyst til at plante sammen med flere personer, men også hvis nu træet døde ..

Nathalia, Margaux, Amélie og jeg plantede vores træer sammen

Margaux og jeg igang med at plante vores træer

Jeg synes det var en sød måde at afslutte turen på. Både det med et livslangt venskab, men også tanken om at man ligesom har efterladt noget i Amazonas.

Da vi havde plantet vores træer var det jo desværre tid til at turen skulle slutte og bådene sætte kurs mod Manaus ...
Inden da fik vi dog noget tid til at være sammen, alle sammen. Derfor mødtes alle 66 udvekslings studenter på vores båd, Bicho Preguiça, for at hygge. Vi fik her muligheden for at uddele pins, skrive på hinandens flag samt evaluere vores tur.

Som I kan fornemme var båden godt proppet, men hyggeligt var det !

Pins er en helt særlig tradition imellem udvekslings studenter. Man kan enten lave sine egne eller købe nogle, jeg har dog valgt at lave mine egne (dannebrog af LEGO, smørrebrød af modellervoks og danske kroner). Jeg synes det er en vildt fed tradition at man så udveksler sine pins hver gang man møder en anden udvekslings student, herefter putter man dem så på ens blazer.
Samtidig har jeg købt et brasiliansk flag, hvor folk kan få lov til at skrive en lille hilsen på. Der er hilsner på fransk, tysk, engelsk, spansk, hollandsk, portugisisk, kinesisk osv. Det kan godt være at jeg ikke kan læse mig frem til dem alle, men jeg synes det er en vildt fed ting !

Smukke Amazonas !

En tidlig morgen på båden

Kødet bliver skåret i små passende bider så vi kan fiske piranhas 

Rio Negro er kendt for at alting bliver spejlet i floden, så smukt !

Efter mine 3 ture (Pantanal/Bonito, Nordøst & Amazonas) hernede i Brasilien er jeg blevet spurgt meget om hvilken af turene der var bedst.
Jeg har haft svært ved at vælge én, fordi de var alle sammen vildt fantastiske og vildt forskellige på alle måder. Det fedeste ved dem alle har klart været at rejse sammen med andre udvekslings studenter, for det er altså bare noget helt specielt.

Nordøst var en rigtig lang tur, men sindssygt fantastisk og en måned jeg sent vil glemme. Jeg besøgte en masse steder som jeg altid har drømt om, og havde for første gang i mit liv en rigtig badeferie.
Samtidig er Amazonas bare noget helt specielt, og meget anderledes. Der er mange brasilianere som aldrig kunne drømme om at tage til regnskoven, men når jeg så fortæller dem om hvad jeg har lavet så synes de nu alligevel at det er meget spændende.
Det med at være omgivet af mennesker 24/7, sove i hængekøjer, tage bad i vandet fra floden, spise på en båd osv. i en hel uge, det gør altså bare noget helt specielt. Men min favorit ting omkring turen var at der ikke var mobiltjeneste så folk sad ikke hele tiden på deres mobiler, det var så fedt !

Amazonas er helt bestemt et af de fedeste steder jeg har været, og måske kommer hen, i løbet af mit liv. Hvis jeg en dag får muligheden for at tage tilbage igen, så er det klart noget jeg vil gøre !
Så hvis I lige pludselig skulle have lyst til at tage til Amazonas, så gør det !!

- Knus

PS. Google album med flere billeder:
https://goo.gl/photos/mLHgmqdDkqS1Vpf2A